Få hundrede meter, stor forandring: Rema rykker ind i trængt konkurrents lokaler

Langt de fleste af de nye butikker, som den norskejede franchisekæde Rema 1000 har åbnet det sidste halvandet års tid, har tidligere været Aldi'er.
Læs også: Ny Coop-ejer: - Der er fortsat behov for investeringer
Det er et resultat af den store handel, som fandt sted i 2023, da Aldi trak sig fra Danmark efter mange år med astronomiske tab - og solgte det store flertal af de danske butikker til Rema.
Men den nye Rema-butik, som til foråret åbner på Jyllandsgade 13 i midtsjællandske Ringsted, har en fortid i en anden trængt discountkæde, nemlig Coop Danmarks 365discount.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
- Vi forventer at flytte fra den eksisterende butik på Jyllandsgade 7 til den nye i 13 omkring april, siger Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000, til mediet.
Flytningen bliver dermed på få hundrede meter.
Forgængeren 365 åbnede i maj 2022, og lukkede igen 27. oktober sidste år - som et led i Coops store spareplan, hvor i alt 54 butikker landet over blev lukket eller solgt.
Coops spareplan fra 2024 kort fortalt
- 170 stillinger blev nedlagt.
- Koncerndirektør Allan Kristoffersen blev opsagt.
- 19 Coop-butikker (18 365discount og én SuperBrugsen) blev lukket helt.
- 35 Coop- butikker (25 365 discount, tre Kvickly'er, fem SuperBrugsen'er og to butiksprojekter) afhændes til Salling Group for en fortrolig sum.
- Onlineplatformen Coop.dk Shopping lukker i løbet af 2025.
- Hele Coop-koncernen overgår til Dansk Erhverv-overenskomst i 2025.
Kilde: Coop
Læs mere